Menighedsrådet

Farvel og tak fra Vine Madsen

Fundet i Sognebladet:
Efter 31 år som præst i Lyngå-Skjød og Lerbjerg, Tilst og Kasted, Vejlby, Harlev og Framlev og selvfølgelig Borum-Lyngby og Fårup-Sabro, er tiden kommet til at sige farvel – og TAK for de mange gode år.
31 år lyder som mange år, men tiden er fløjet af sted fra 1991, hvor jeg kom til Lyngå, Skjød og Lerbjerg og høstgudstjenesterne i 1992, hvor jeg blev indsat i Borum og Lyngby kirker med stor velkomstfest i sognegården i Lyngby.

Gennem årene er det blevet til 53 konfirmandhold og mange gudstjenester og kirkelige handlinger, og det er jo noget, som sætter sine spor. Jeg vil altid bære dem med i mit hjerte, de mennesker jeg har mødt, og de erfaringer jeg har gjort, for de har alle været med til at præge ikke bare mit liv men også min families.

Det har altid været mit mål, at kirken skulle være tilgængelig og imødekommende, idet det kristne budskab kan forkyndes på mange forskellige måder. Det har været et meget spændene og givende arbejde. Nu er så tiden kommet til at sige farvel og ikke mindst tak.

Her vil jeg specielt gerne sige Borum-Lyngby og Fårup-Sabro sogne tak for de år, I har delt med mig. Borum-Lyngby indtager her en speciel plads, fordi de to sogne har været stedet, hvor jeg har boet, og hvor jeg har været siden 1. oktober 1992. Men Fårup-Sabro har bestemt også en speciel plads i mit hjerte, fordi jeg er blevet taget så godt i mod og har været så stor og naturlig en del af sognenes liv og virke.

Tak til jer alle for den tillid, der er blevet vist mig. Tak for udfordringer, modspil, råd og bistand. Og sidst, men ikke mindst vil jeg takke sognene for et arbejdsliv fyldt med meningsfulde opgaver i glæde og sorg og almindelige dage. Tak til menighed, menighedsråd og kollegaer og samarbejdspartnere for godt samarbejde gennem de mange år.

Jeg har oplevet mange gode stunder i kirkerne: Glade oplevelser ved barnedåb og gudstjenester. Varme, nære, dybe møder med mennesker, der havde mistet én af deres kære. Sjov og alvor med dejlige konfirmander. Et godt og trygt samarbejde med dygtige medarbejdere og kollegaer.

Til sidst vil jeg ønske alt det bedste for alle fire sogne, må jeres drømme og fremtidsmål for sognene blive til lykke og glæde.

Vini Madsen